Forfatteren Søren Ulrik Thomsen har igennem sine digte og essays klarlagt en række væsentlige forhold omkring digt og digtning. 

I sit credo skriver han: 

”Som et afsluttende credo skal der lyde, at jeg er postmodernist, så sand som jeg altid vil forsvare kunstens autonomi overfor enhver politik, religion, filosofi, etik og tænkelig ideologi, at jeg er politisk progressiv, fordi jeg ønsker, at verden via oplysningen til stadighed må forandre til det bedre for så mange mennesker som muligt, at jeg er kirkeligt konservativ eftersom jeg samtidig vil, at den lutherske kirke skal bestå i sin traditionelle form som en via media i kristenheden”.[1] 

I ”Mit lys brænder” præciserer han, hvordan refleksion over poesien kan afføde en poetik og ikke omvendt, idet det ikke er muligt at skrive et digt afstukket af en absolutistisk poetik. Man kan altså sagtens skrive et absolut digt, der kan henvise til og legitimere sig i poetikken, men ikke omvendt.[2]

Det betyder dog ikke at poesien er en hermetisk litteratur. I ”En dans på gloser” beskriver han, hvordan denne betydning er kommet til at stå anderledes for ham, idet poetikken forudsætter såvel en forskel som en lighed mellem Et noget og noget Andet. [3]

Om selve digtets tilblivelsesproces siger han, at det er lidt som at blive ført ind i en labyrint, hvor man ikke slipper ud. 

”Et vellykket digt vil for altid på det gådefuldeste rumme dén spænding, som produceredes i skabelsesøjeblikket, det – så snart det er passeret – ikke kan gentages, fordi det betegner kulminationen af kampen mellem et specifikt stof og en dertil hørende form, som med digtets fuldbyrdelse endegyldigt har fundet og defineret hinanden og herefter ikke igen kan sættes i indbyrdes spil uden at generere energitab”.[4]

Forfatteren fortæller i ”Fra kritik af den negative opbyggelighed”, at hans digte på et tidspunkt begyndte at føre en tale på kanten af det religiøse, hvilket for ham fremkaldte en form for ambivalens, idet det både for ham selv og omverdenen har åbnet for overvejelse om, hvorvidt man kan kalde ham en kristen digter. Samtidig har han undladt at lade sig alarmere, fordi processen handlede om at være modig nok til at være sig selv.[5]

Det er værd at notere at man i Søren Ulrik Thomsens første digtsamling ”Cityslang”, finder en religiøs åbning, idet han tydeligvis er inspireret af Ingemann f.eks. i digtet ”Tvinger fra drøm”, hvor han skriver om lysende porte jf. Lysets engel.

Ansigt fra drøm

gennem den tætte vind

en ringen, skarp,

fra et andet kvarter

nu også om dagen

varmt og fugtigt åndende

øjnene åbne som lysende porte

knuser drømmen og dagen med hele min vægt

holder det ansigt hårdt mod væggen

tvinger ordene ud af dets mund.[6]

Man kan igennem Søren Ulrik Thomsens forfatterskab se en udvikling inden for poetikken. I “Mit lys brænder” suppleret med hovedessayet i “En dans på gloser” og specielt afsnittet “Pro Ecclesia” i “Kritik af den negative opbyggelighed”, hvor man aner en Bonhoefferagtig tydning, flytter han sig meget hvad angår opfattelsen af poesi og kristendom.

Hvorvidt afstanden mellem digt og kristen livstydning er et mellemværende poesi-kristendom skildres i ”Rystet spejl”, som han skriver efter sin ægtefælles død. I denne digtsamling sker det unikke, at kristendommen optræder dagligdags på linje med fodvorter.

Mens jeg drømte om at se det hele

gennem digtets firkant på det hvide papir

og om det hvide køde med den sorte trekant

var verden allerede

ved at slippe op for dig

hvis drømme var fulde af huse med blændede ruder

røntgenbilleder og store tomme martshimle.

Forleden så jeg dig så på et natværtshus

med ensomheden

som en giftig glorie om panden.

din planet var på vej

ind i et andet solsystem. Uden sol.[7]

Søren Ulrik Thomsens digtnings rejse ind og ud af kristendommen fortættes i essayet ”En hårnål klemt inde bag panelet”, hvor han refererer til en personlig oplevelse af gudstjenesten. Her beskriver han, hvordan han bliver bevæget, idet gudstjenesten fremkalder oplevelsen af samtidighed.

For en lidt længere periode skal jeg bo i New York, og lige om hjørnet for min lejlighed har jeg fundet en lille luthersk kirke, hvor jeg kan gå til højmesse om søndagen. Allerede første gang, jeg deltager i gudstjenesten, bemærker jeg en forhutlet kvinde, som tydeligvis er både hjemløs og alkoholiker, selvom noget i hendes ansigt og understøttet af de små runde briller giver indtryk af en baggrund i middelklassen, måske som akademiker. Nu slæber hun rundt på store, bulnede poser, og hendes klæder ligger i så mange lag om kroppen, at tøjet må være kogende en sommerdag, men på andre årstider udgøre en slags transportabel bolig, som alligevel kun kan være forsvarsløs over for de isnende vinde, der suser uhindret fra flod til fod gennem Manhattans snorlige gader. Kvindens ansigtshud er blålilla, visse steder nærmest sort, og under gudstjenesten ser jeg hende endog sidde og nippe lidt halvskjult til et plastikkrus, men der er noget gribende over kombinationen af afmagt og vilje, for hun skal vise sig som en særdeles trofast kirkegænger, som jeg ikke blot ser ved søndagshøjmesserne, men også på hendes faste plads til aftensang om onsdagen og skriftemålsgudstjenesten fredag morgen. Da jeg en søndag under nadveren får hende tæt på som sidemand ved knæfaldet, rammes jeg af en stank så ram og sødlig, at jeg er lige ved at kaste op, så da kirkegængerne efter indstiftelsesordene næste søndag rejser sig for at gå til alters, sørger jeg for at undgå kvinden ved hurtigt at sikre mig en plads så langt fra hende som muligt. Men da jeg rejser mig efter at have modtaget brødet, vinen og tilsigelsen af mine synders nådige forladelse, gribes jeg af frygt og skam, for kunne det ikke meget vel være Kristus, som i skikkelse af denne kvinde besøgte sin menighed?[8] 

Søren Ulrik Thomsen er - efter at have skrevet ”Hjemfalden”- begyndt at gå til gudstjeneste og er blevet fortrolig med den lutherske kirke. Ikke nok med det, så har denne erfaring også ført ham til en refleksion over samtidigheden med Kristus. 

[1] Thomsen, Søren Ulrik, Samlede Thomsen, Gyldendal 2017, s. 667

[2] Ibid s. 379

[3] Ibid s. 478

[4] Ibid s. 479-480

[5] Ibid s. 606

[6] Ibid s. 58

[7] Ibid s. 336

[8] Ibid s. 1040