Mens vi venter på julens komme, så lad os lytte til bølgernes brusen……….

På Jørlunde kirkegård ligger der på en af de gamle gravsten to meget forvitrede konkylier. De har ligget der i mange år og går man en tur på kirkegården, kan man næsten ikke lade være med at tænke, hvad vedkommende der har lagt dem der, mon har tænkt på?

Lægger man sit eget øre til en konkylie, kan man høre bølgernes brusen og lyden giver indsigt i skaberværkets evige toner. Vi ved ikke, om der er blevet tænkt så dybt, da en pårørende lagde konkylierne på gravstenen, men husker, hvordan vi selv som børn fik en konkylie for øret og lyttede.

Konkylien er med til at afslutte Karen Blixens skæbne-anekdote ”Den udødelige historie” og anekdoten er hendes svar på profeten Esajas profeti:

”Da skal blindes øjne åbnes og døves ører lukkes op; da springer den halte som hjorten, den stummes tunge bryder ud i jubel”. (Es 35)

Karen Blixens udgangspunkt som forfatter, er katastrofeerfaring. Hendes litterære fremstillinger kan ses som et kunstnerisk redskab til genrejsning, idet hun med baggrund i sin egen personlige erfaring skriver alle ulykker ind i en fortælling, for derved at gøre dem lettere at bære.

På den måde bruger hun fortællingens love til at fremstille en helhed, som vi ikke selv kan gribe eller se, fordi den gives som en fremadskridende skæbne. Ved at anlægge en litterær tilgang som mønstertegning, tillægges den enkelte en frihed til at betragte livet som et kunstværk.

 I "Den udødelige historie” møder vi den ældre herre Mr. Clay, hvis eneste lidenskab er penge.  Med tiden er han dog blevet så syg af gigt at han ikke længere kan sove om natten for smerte. For at gøre tiden kortere har han ansat en ung mand til at læse gamle regnskaber igennem. Snart slipper de op og de begynder forfra igen. Efter dette er sket et par gange efterspørger Mr. Clay en anden type bøger og beretninger, der ikke handler om køb og salg, men om noget andet. Her støder Mr. Clay på fiktionen og den opdigtede historie. Noget der ikke passer til hans realistiske og lidt kolde tilgang til verden.  Han forsøger derfor at udrydde historien ved at lade den ske i virkeligheden.

Vendingen kanaliseres gennem tjeneren Elishama, der som ung var blevet taget med sammen med de flygtende jøder fra Polen. På rejsen var der en meget gammel mand, som før han døde, gav drengen et stykke gulnet papir i en rød pose, som Elishama siden bar om halsen. Han kunne ikke selv læse, men fik at vide at det, der stod på papiret, var hebraisk. Senere betalte han en pantelåner, som genkendte indholdet til at slå teksten op og skrive det på engelsk.

Da Elishama læser dette tekststykke for den gigtplagede Mr. Clay sker der i samme øjeblik en åbenbaring. Mr. Clay bliver ramt af ordene ”Ørkenen og de tørre steder skulle glæde sig. Og den øde mark skal fryde sig og blomstre som en rose. Den skal blomstre frodigt, den skal juble og synge med fryd. Libanons herlighed skal gives den… ”Den syge og plagede hører om, hvordan den lamme går og den blinde ser og siger flere gange: ”Hvad er det for noget – er det sket – skal det da til at ske”.

Derefter er han igen tilbage i tid og rum, dog bevæget i en sådan retning, at han vil lade den udødelige historie udspilles i virkeligheden og derved skabe afstand til det øjebliksbillede der opstod, da han hørte sin egen fulde helbredelse fortalt igennem profeten Esajas.

I de her dage ved vi ikke hvordan julen bliver i år. Det går forlydender om, at vi lige kan nå at købe julegaver og derefter vil restriktionerne blive så omfattende, at vi må isolere os i vore hjem. Men mens vi venter………….. så lad os lytte til bølgernes evige brusen. For ved at lytte til dem, slipper vi selv for at blive trukket med i bølgens fald. Ved at lytte øges vores sanser til også at omfatte synet. Vi ser som i et øjeblik, hvad der er sket, hvad der sker og hvad der vil ske.

Sådan skuede profeten Esajas ind i fremtiden og dette syn slog ud i den smukkeste poesi, som vi lægger øre til hvert eneste år, når kirken fyldes af den udødelige historie om Guds fødsel:

”Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem der bor i mørkets land. Du gør glæden stor; de glæder sig for dit ansigt, som man glæder sig over høsten, som man jubler, når man deler byttet. For det tyngede åg, stangen over deres skulder, og slavefogedens kæp brækker du som på Midjans dag. Hver støvle, der tramper i larmen, og kappen, der er sølet i blod, skal brændes og fortæres af ild. For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre.” (Es 9)

Glædelig advent fra sognepræst i Jørlunde

Dorte Dideriksen