Af Cand. Theol., Master i sjælesorg og Master i teologisk litteratur, Dorte Dideriksen, sognepræst i Jørlunde

Tekstforfatteren og komponist Janne Marks nodebog ”Pilgrim” består af ni salmer til fællessang og kor. I indledningen bidrager hun til en dybere forståelse af sine salmer og melodier, ved kort at fortælle om tilblivelseshistorien for hver enkelt.[1]

Her springer særligt Janne Marks inspiration fra Hildegard af Bingen (1098-1179) i øjnene. Hildegards kosmiske visioner, som hun særligt udfoldede igennem en modernisering af nonnernes sang i klosteret, undersøges i forhold til Janne Marks salmer. I undersøgelsen skal vi også se, hvordan andre af Marks sange med ord og toner forbinder sig til en kosmisk vision.

Forbindelseslinjen mellem Mark og Hildegard har jeg valgt at beskrive ud fra seks punkter, som man ikke alene får udfoldet gennem Hildegards musik, men også i to af tre store visionsværker, som er forsynet med illuminationer: Rupertsberg-håndskriftet af Scivias med 35 billeder og  Liber divinorum Operum med 10. De 35 billeder fra Scivias er grundigt beskrevet i Kirsten Kjærulf og Hans Jørgen Frederiksens ”Det levende lys”.[2]

I denne billedfremstilling er der bl.a. nedenstående seks punkter, som er kendetegnende for Hildegards visioner og som af den grund vil blive brugt som forbindelsespunkter mellem Mark og Hildegard.

Treenigheden

Pilgrim

Hjerte og hænder

Caritas

Logos (Kristus)

Billedet

Janne Mark komponerer ikke på baggrund af, at hun har hørt Hildegards musik, men hendes inspiration stammer fra Anne Lise Marstrands fængende fortælling om Hildegard som nonne, forfatter, komponist, poet og læge-kyndig. Dette kan man også læse om i Marstrands to populære bøger Hildegard I og II.[3]

Da Det danske Hildegard ensemble, som beskæftiger sig med at fremme det klangrum, som er særligt for Hildegard af Bingen, lyttede til Janne Marks ”Verden er en salme” fremkaldte særlig lydrummet en vis genkendelse.

Det kan ikke lydmæssigt demonstreres på skrift, men sammenhængende mellem Marks tekster og Hildegards visioner kan godt beskrives. Fortællingen om Hildegard, har inspireret Janne Mark til at komponere, men hvordan står Marks melodiske klangrum tekstmæssigt i forbindelse med de kosmiske syn, som er kendetegnende for Hildegards visioner?

Treenigheden

Levende verden,

lysfyldte jord,

klingende tid og sted,

midt i en ubrudt forbundethed,

lyd er liv, liv er lyd, lyt med:

Verden er en salme, en klang,

verden er Guds stemme og sang.

Lyt ind i mørke,

lyt ind i lys,

lyt ind i skyggerum,

mødt og forankret i liv, i død

af en højsang om kærlighed.

Verden er en salme, en klang,

verden er Guds stemme og sang.

Hellige stilhed,

hellige lyd,

himmelske tonefald,

her bliver vi til, bliver vi lys og salt,

verdenskirke i ét og alt.

Verden er en salme, en klang

verden er Guds stemme og sang.

Marks salme ”Verden er en salme” består af tre vers, hvilket kunne lede opmærksomheden hen på en trinitarisk struktur. Kristus nævnes ikke i midterverset, men det lys, som der ”lyttes ind til i mørket”, er et Kristusbillede. Det sidste vers med den hellige stilhed og hellige lyd, vidner på den måde om en treenig baggrundsforståelse, som man finder beskrevet hos Hildegard i hovedværket Scivias.

I Marks salme bliver kirke (ikke bestemt form) i strofe tre til en verdenskirke, idet verden og kirke bliver et i alle. Denne enhed er helligåndens virke, hvilket understreges af de tre førte linjer. Hellige stilhed, hellige lyd, himmelske tonefald. Helligånden virker gennem lyd, men er også tilstedeværende i lyden af stilhed. Det er i forbindelsen lys og salt, altså det der kommer ovenfra og nedenfra, at enheden vokser frem i det som er mere end en enkelt stemme eller lovsangskor, men en kosmisk forening af Gud og verden.

Hildegard selv skrev på latin og melodien er anført med nøgmer. Nodebilledet er i sig selv svært tilgængeligt og sangforståelsen kræver et langt og dybt arbejde, idet sang og bøn er tæt forbundet. Som komponist tilhørte Hildegard den begyndende middelaldermystik. Hun har skrevet 77 sange. Det professionelle arbejde med Hildegards musik i dag løftes gennem en tæt kontakt med klostersamfund, idet dette er med til at holde den musikalske udførelse autentisk og levende.[4]

Om Guds kærlighed i Kristus skriver Hildegard i hovedværket, Scivias (II 3,4-8-9) idet hun henviser til Johannes´ første brev, 4:9-10:

Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os, at Gud har sendt sin enbårne Søn til verden, for at vi skal leve med ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin Søn som et sonoffer for vore synder.”

Hvad betyder det? At der i denne Guds kærlighed til os blev givet en anden frelse end den, som vi havde ved vor første oprindelse, da vi i paradiset var uskyldens og hellighedens arvinger, for nu har den himmelske Fader vist sin kærlighed til os midt i farerne og skylden. Han har med sin himmelske kraft sendt sit Ord, det eneste fuldkomment hellige blandt menneskebørnene, ind i tidsalderens mørke. Der udførte han alle sine gode gerninger; det Ord førte ved sin liflighed alle dem tilbage til livet, som ved deres overtrædelser og urenhed lå nedstyrtede og ikke kunne vende tilbage til den hellighed, de havde mistet.

Hvad betyder det? At Guds omfavnende moderkærlighed kom til os gennem Ordets livgivende kilde. Den skænker os livets næring og er vor hjælp i farer. Det er den dybeste og mildeste kærlighed og lærer os at gøre bod. Hvorledes sker det? Fuld af barmhjertighed har Gud tænkt på sit store værk, på den dyrebare perle, mennesket, som han havde skabt af støv og givet liv ved sin Ånd.

Denne kærlighedens frelse har altså ikke sin oprindelse hos os, for vi kunne hverken kende eller elske Gud til vor frelse. Men han, som er Skaberen og alles Herre, elskede sit folk, således at han for vor frelses skyld sendte sin Søn, de troendes høvding og frelser. Han rensede og lægte vore sår. Ud fra ham strømmede den liflige lægedomskraft, som skænker alle frelsens gode gaver.

Lær dig, o Menneske, at der hos Gud ikke findes nogen som helst modsætninger eller nogen foranderlighed. For Faderen er Fader, Sønnen er Søn, Helligånden er Ånd, tre personer, som lever uadskillelige i guddommens enhed. Lær dig, o Menneske, at se din Gud i disse personer, han som skabte dig med kraften i sin guddom, og som genløste dig fra fordærvelse.

Pilgrim

Alle Janne Marks salmer i bogen ”Pilgrim” er alle ni oversat til engelsk. Teksten til sangen ”Verden er en salme” er nedenfor dedikeret ”Til Hildegard af Bingen”, ”In memory of Hildegard von Bingen”. Hvad der ligger bag Marks oversættelse er lidt uvis, men måske er det for at give dem et internationalt præg og dermed også anvendelighed. For sangen Pilgrims vedkommende er inspirationen hentet fra en pilgrimsfærd til øen Iona i de Indre Hebrider i Skotland.

Hvisker din vilje ske

I det åbne og fri

går i pilgrimmes spor

langs fjeld og fjord

himlen er sælsomt nær

alt synger jeg tror.

Salmens første linje peger i retning af bønnen fadervor ”din vilje ske”, med dette udgangspunkt bevæger pilgrimmen sig ud i det fri. Sporet er allerede lagt, det er altså ikke et man selv skal sætte, men måske ligger der i sporet en tilegnelse, idet pilgrimmens bevægelse i landskabet langs fjeld og fjord fremkalder en opmærksomhed på himlens nærhed, hvor altet synger ”jeg tror”. På den måde forholder pilgrimmen sig til den fortid, nutid og fremtid, der er lagt ind i sporet, ind i verden. Det begynder i et fadervor og slutter med en bekendelse som inddrager pilgrimsvandreren.

I en beskrivelse af sjælens pilgrimsvandring i Scivias lader Hildegard os se ind i den enkelte menneskesjæl og følge dens pilgrimsvandring mod det himmelske Jerusalem. Dette er en udviklingshistorie, som samtidig skildrer menneskehedens kollektive vej til en genforening med Gud, hvor ”Kristus skal blive alt i alle”. (Kolossenserbrevet 3,11) (s. 30)

Hjerte og hænder

Syng for alverdens urolig hjerter,

syng så de falder til ro

syng kærligt om at forsoning er heling,

syng om at miste og få.

Lad et mærke stå, læg et spor ud at gå

skaber, syng Jorden til ro.

Din sang for alverdens urolige hjerter

lyder i alt lige nu.

Syng for alverdens urolige hjerter,

fyld dem med glæde og tro

syng frem erindring om livsmod og lindring

hvor kun bekymring vil gro.

Lad et mærke stå, læg et spor ud at gå

menneskekender og ven

sæt håb i alverdens urolige hjerter

lys over vejene hjem.

Syng for alverdens urolige hjerter

hvor angst og smerte har magt,

syng, råb, forkynd at din fred også er der

ingen er glemt, ingen tabt.

Lad et mærke stå, læg et spor ud at gå

evigt, for altid er du

på vej til alverdens urolige hjerter

med din velsignede ro.

At synge så man falder til ro, vækker billedet af barnet i moderens favn, men når sangen begynder ”syng for alverden” er det på en gang en henvendelse til Gud om at han skal synge for alverden og en opfordring til at menneskene synger for hinanden. Denne dobbelthed i henvendelsen går igennem alle tre strofer. Den første strofe er et opmærksomheds spor, idet den kærlige sang om forsoning og heling er en Kristuserindring. Den anden strofe er et erindrings spor, om det at finde lindring og den sidste strofe er et forkyndelsesspor som både skal råbes og synges ud, så smerten og angsten kan slippe sit tag, idet ”din fred” (den opstandne Kristus med åbne hænder og naglemærker) både viser og forkynder at ingen er glemt. Det er i denne forkyndelse for alverdens urolige hjerter, at velsignelsen lægger sig som en ro.

 I Hildegards sang O frondens synges der om hånden (manum) - den udrakte hånd (ikke udstrakte, sådan som vi rækker hånden ud, men det alene af skaberen udrakte). Hånden er på en gang den almægtige skabende Guds hånd, men håndens styrke og oprejsningskraft er en Kristusforkyndelsen. Hildegard forbinder gennem sangen denne oprejsning med naturens udfoldelse ”O kvist, der grønnes”, men i den latinske tekst bliver det tydeligere, at oprejsningen er Kristi opstandelse in tua nobilitate stans – du står der i din værdighed, hvorfra teksten bevæger sig videre ind i det kosmiske aurora - morgenrøden.   

O frondens virga, in tua nobilitate stans, sicut aurora procedit. Nunc gaude et lætare et nos debiles dignare amala consuetudine liberare, atque manum tuam porrige ad erigendum nos.

O Kvist, der grønnes, du står der i din værdighed, hæver dig som morgenrøden. Nu, glæd dig og jubl, befri os svage i din nåde fra onde tilbøjeligheder og udræk din hånd for at styrke (oprejse) os.

Den grønne farve betyder hos Hildegard ”Viriditas”, kærlighedens dynamiske livsprincip, der omfatter natur, frodighed, frugtbarhed og livskraft. (s. 19)

Caritas

Igen berørt, bevæget af

dit ord, din ånd,

dit ord, din hånd,

her heler du hver bristet sang

om lyse liv og dage.

Vi får dit mod, vi tør gå ud

og være lys i verden,

vi er af dig, du er i os,

er vores liv og færden.

Marks nadverhymne er i sig selv en berøring gennem musik og tekst. Selv om salmen ikke har nogen beskrivelse af nadverelementerne eller selve handlingen med nedknæling, så er linjen ”her heler du hver bristet sang”, et nadverbillede (Mark kalder salmen en nadverhymne), hvor Kristus giver del i sig selv og sit liv igennem brødet og vinen, og på den måde ikke kun rører os og vores verden, men også heler.

I sin sidste vision i Liber divinorum operum ”den sidste tidsalder”, får Hildegard lov at se ind i Guds fremtid. Hun ser ”Kosmosmennesket” Kristus bære hele universet i sit hjerte og strålende i kærlighedens røde farve. Caritas, Guds kærlighed, er den ildfyldte kraft hvorved alt er skabt. (s. 18)

Logos

Marks tekster og melodier viser, at det er muligt gennem gentagelse, nynnen og sang at genfremkalde en kosmisk klang af verden som en salme. Den gentagende bevægelse er som en pilgrimsvandring, hvor man går i et spor, som allerede er lagt og på vandringen møder, men også forenes med kosmos/verden.

I verden uden for verden

gådefuldt oplyst indefra

en sansende, fin forbindelse

til alt liv der er og var.

I verden uden for verden

færdes på tankers dybe grund

en sårbar med sand erkendelse

at leve i mellemrum.

I verden uden for verden

himmel og jord på samme sted

en levende klar fornemmelse

af hellig treenighed.

I verden uden for verden

vandrer med tro i livet her

helt fri og forsonlig sendelse

Med Kristus som var og er.

Det hinsides, det på den anden side, kalder Mark for ”i verden uden for verden”. Denne verden kan mennesket igennem sang forbinde sig til, men verden bliver først og sidst en salme, fordi der er en verden uden for verden. Denne forbindelse finder sin fuldendelse i Kristus som var og er, sådan som salmen slutter. For at se hvad det er der fuldendes, må begyndelse også med og derfor indledes salmen ”I verden uden for verden” som det gådefulde.

For Hildegard er kosmos ikke uden logos ”I begyndelsen var Ordet”. Guds åbenbaring i Jesus Kristus er livsnerven i den kristne mystik, og det er derfor også livsnerven i hele Hildegards teologi. Det er den, der giver hendes naturopfattelse den energi og kraft, som hun kalder ”Viriditas”, den kraft, som skaber og opretholder liv også i helt konkret fysisk-biologisk forstand. Det er den kraft, som opbygger og sammenholder hele kosmos i en levende kompleks organisme. (s. 14)

Billedet

Janne Mark samler udgivelsen af hendes ni sange og melodier under overskriften ”Pilgrim”. Igennem sine sangtekster og melodier trækker hun tråde tilbage og frem i tiden, men trådene går ikke kun vandret i tid, men også lodret mellem det himmelske og jordiske, hvilket danner et sindrigt mønster eller net af sorte og røde fyldige tråde, som ses illustreret på bogens forside.

I Hildegards sidste store vision ”Den sidste tidsalder”, får evighedens kosmiske cirkel centrum af et kors, som Hildegard fortolker: Den vandrette linje er udtryk for tidens indtræden i evigheden: Da Gud skabte verden, skabte Han også tiden og historien, som bevæger sig ad en vandret tidslinie fra sit begyndelsestidspunkt i cirklens periferi til sit endemål i cirklens modsatte ende. Dette punkt markerer tidens ende og oprettelsen af Guds herlighedsrige, hvor Kristus skal herske over verden i kærlighed – Caritas, som billedliggøres i en kvindeskikkelse. Hun sidder midt på den vandrette tidslinie og danner korsets lodrette akse og viser således, at Kristus er Logos og verdensaltets absolutte centrum i tiden såvel som i evigheden.

I Logos er også kosmos bestemt til fuldendelse i kærlighed som ”Den nye Himmel og den nye jord”. (s. 13)

Fortællingen om Hildegard, har inspireret Janne Mark til at komponere. I gennemgangen af Marks sangtekster i forhold til Hildegards kosmiske visioner, ses der en sammenhæng og forbindelse. Hildegards visioner kan anes som dybereliggende tråde igennem Marks sangtekster. Ligesom i et billede væver trådene sig ind og ud af hinanden og danner et net. Kristus det lys, der lyttes ind til. På den måde er Kristuslyset, det levende lys baggrundsbilledet for synet af kosmos, og af at verden er en salme.

Litteraturliste:

Kjærulf, Kirsten og Hans Jørgen Frederiksen 2011: ”Det levende lys”, Katolsk Forlag genudgives med tilladelse fra Anis og Abtei St. Hildegard, idet 3. oplag 2021, 1. oplag udkom fra Forlaget Anis i 1998

Mark, Janne 2018: ”Pilgrim”, Eksistensen, 2. udgave, 1. oplag 2020

Marstrand – Jørgensen, Anne Lise 2009: ”Hildegard” bind I og II, Gyldendal

[1] Mark, Janne, Pilgrim, Eksistensen 2018

[2] Kjærulf, Kirsten og Hans Jørgen Frederiksen, Det levende lys, Katolsk Forlag 2011

[3] Marstrand-Jørgensen, Anne Lise, Hildegard, Gyldendal 2009

[4] Nøgmer er den tidlige form for nodeangivelse, som blev indført med Gregor den Stores reformation af sang og liturgi