Angstformer

Vi lever i en tid, hvor angst er et kendt og behandlet fænomen. Slår man angst op på nettet, finder man under Sinds hjemmeside en liste over forskellige angstformer, hvor den sidst nævnte er generaliseret angst. Søger man på urangst kan man læse, at Freud betegnede den som en følge af fødslen, og at al senere angst dermed må ses som reproduktion af denne urangst.

Har man læst Søren Kierkegaards ”Begrebet angst”, er man nok blevet klar over, at angst er forbundet til bevidstheden om, at skulle dø og hører uløseligt sammen med det at eksistere. For Kierkegaard opstår grundangsten i forbindelse med at moderen afvænner barnet fra brystet. Angsten problematiseres ikke hos Kierkegaard, men er med til at danne og gøre en selv til et selv. Denne positive tilgang til angst som fænomen, synes da også at være almen accepteret og indarbejdet i behandling af angst. På Sinds hjemmeside konstaterer man, at nogle mennesker har en angst, som de må leve med.

Et andet perspektiv

Men måske skulle vi forsøge at grave et spadestik dybere, for at se om de forskellige angstformer og generaliseret angst, som dermed må siges, at være noget alment, ikke også har noget væsentligt at bidrage til, i forhold til det at være menneske og medmenneske.

Man skal bare slå op på en af de første sider i Biblen, for at læse om, hvordan menneskets urangst forbindes til det, ikke at blive set. I grundfortællingen om Kain og Abel får den oversete Kains fremtid efter mordet på broderen Abel den konsekvens, at han må fortsætte livet som flygtning og fredløs, dog med Guds mærke i panden.

Den poetiske forløsning

Selv om jeg ikke har læst eller hørt det omtalt, er det tydeligt at salmedigteren Grundtvig, som var samtidig med Kierkegaard, brugte angsten som åndelig dannelse. Eftertiden har diagnostiseret Grundtvig som bipolar, men det interessante er, at han ved at stille liv og død overfor hinanden kan placere sig i en spænding som er poetisk og frigørende, fordi han vel om mærket brugte det i et konkret virke som præst og forfatter.

Gennem hans salmer og sange får den syngende mulighed for rent åndeligt at forholde sig til dødens vilkår. Der er dog mere i det end det, for salmer og stor poesi forbinder den enkelte med et ydre blik. Gennem sangen, synger man sig frem til at blive set og får plads i både den konkrete verden, men også den imaginære billedverden som poesien maler frem.

Vi kan både i sange og salmer opleve at de som livsbærende poesi giver styrke til at tage livtag med eksistensen, idet døden og kampen for livet er en grundkamp vi kæmper sammen og alene. Det samme poetiske afsæt kan findes i gudstjenestens læsninger fra både Det gamle Testamente og Det nye Testamente. Grundforholdet kan læses i Matthæus evangeliet:  Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert et ord, der udgår af Guds mund.

Et både og

Der findes angsten for brødet og angsten for åndelig føde. Hvad kommer først og hvad er vigtigst? Det spørgsmål kan være farligt, for i så fald søger man ind i en uløselig splittelse som handler om religionsvanvid, sækularisering, materialisme og new age, for bare at nævne nogle stykker. Holder man det sammen som et både og kan det være et fælles udgangspunkt for at præsten, psykologen, psykiateren og lægen arbejder sammen, for ikke kun at sikre omsorg for det hele menneske, men også sikre værdigheden.

Forfatteren Karl Ove Knausgård er i stand til at forholde sig til et både og. Hans store og voksende forfatterskab, er et livtag med menneskets grundvilkår, men også et opgør som samler sig særligt omkring det, at stå i forhold til en far (underforstået med Gud) nemlig de seks bind ”Min kamp”.

Min kamp

Karl Ove Knausgård ved, hvad urangst er. Han har kendt den siden barns ben og det skildrer han ved som forfatter at gennemskrive sin egen narrativ forløsning, idet han tager livtag med det onde i sig selv i en sammentænkning med Hitler. Det er modigt gjort og der er vel næppe andre, der tør eller kan gøre det, som han har gjort det på papiret.

Det der står tilbage, når romanerne er læst til ende, er dog en bevidsthed om, at kampe hører livet til og at vi aldrig bliver færdige. Det er den virkelighed som vi også finder i Bibelen, dog med det store fortegn, at Gud viser sig som en nådig Gud både som skaber og livgiver og ved at tage menneskelivet på sig og selv blive menneske.

Karl Ove Knausgårds Sjette bind af ”Min kamp”, er blevet kritiseret for, at her går Knausgård i selvsving. Her er det, at jeg gerne vil fremhæve, at det han tvært imod viser os, (idet det er et forhold som gennem skrivningen viser sig for ham selv) er, at mennesket er bundet af arvesynden. For samtidig med at Knausgård kæmper sin kamp med sin døde far og dermed sit eget forhold til det gode og det onde i og udenfor sig selv, så står han midt i livet med små børn der kræver hans opmærksomhed. Han synder tappert, for Knausgård er en grundig og omhyggelig far og vi læser om, hvordan han hele tiden er optaget af at finde gummistøvler, lave mad, trøste og være så nærværende som mulig. Samtidig buldrer verden derudaf, for hans farbror lægger retssag imod ham, og vi følger hvordan han svedende går ind til computeren og åbner den, for at se hvad der nu er kommet af kritiske og vrede mails, men dog finder han en form for ro, når han læser hvad bl.a. vennen Geir og redaktøren med samme navn skriver.

Urangst og indbildningskraft som spændingsfelt

Menneskets urangst handler om ikke at kunne skelne det gode fra det onde. Den manifestere sig bl.a. i at mænd er bange for at andre mænd skal løbe med deres kone eller at kvinder skal grine af dem, mens kvinder er bange for at mænd vil slå dem ihjel. Urangst hænger for Knausgård sammen med indbildningskraften og det er denne spænding han udpensler med store maleriske penselstrøg igennem alle sine bøger og essays. Knausgård har altså ligesom Grundtvig fundet en kunstnerisk befriende spænding og han bruger myten om Kain og Abel, idet urangsten for ikke at kunne skelne mellem det gode og det onde samler sig i angsten for at miste en bror.

For det i øjeblikket sunde og raske menneske hænger urangst uløseligt sammen med indbildningskraft. For den syge er de splittet (skizofreni) og medfører en usammenhængende tale.  Spænding mellem urangst og indbildningskraft beriger hinanden og hænger sammen med livskvalitet.Ved en splittelse af de to vil urangsten reducere en livsform til kun at handle om brød dvs. overlevelse. Indbildningskraften vil derimod kun handle om ånd.

At kunne afbalancere og sammenholde denne polspænding i det forhold at opleve sig set som et selv, er en opgave igennem hele livet ikke kun i den enkelte selv, men også igennem det at være medmenneske.

Forholdet mellem urangst og grundangst handler altså om at stå i forhold til. Hvis man dræber sin bror, mister man en nær fysisk relation, man har dog stadig en bror og man er fortsat bror, selvom man har mistet. Myten fortæller at selv om man ødelægger liv, er man stadig under Guds beskyttelse dvs. at man stadig er set fuldt og helt med alt hvad man rummer.

Hvor urangst er angst for ensomhed og isolation, er selve angsten altså bundet til det at være menneske og medmenneske, hvilket gør os opmærksomme på de nære relationers afgørende betydning. Her vil jeg gerne gå tilbage, hvad jeg skrev indledningsvis om Freuds beskrivelse af urangst og Kiekegaards bestemmelse af angst. Freuds urangst (fødselstraume) hænger sammen med et ydre forhold, nemlig vores fødsel ind i verden, hvor Kierkegaards angst (seperationsangst) hænger sammen vores forhold til verden.

Hvad sker der når urangst og angst tænkes sammen? Ja, det må de nødvendigvis, for også her er der tale om et både og. Et menneskes frigørelse handler om at kunne forholde sig til og dermed skelne mellem urangst og angst, men det sker ikke uden det andet menneske.

Det andet menneske

Evnen til at skelne mellem godt og ondt bygges op af det ikke at være alene. At man har en at tale med, at man ikke kun er menneske, men har et medmenneske som man kan bygge en tillidsfuld relation til. Den gode og nære relation, som barnet først og fremmest finder i nærmeste familie opbygger en form for robusthed. De svigtende og diffuse relationer gør os skrøbelige og fodrer angsten for ensomhed, hvor forskellen på virkelighed og indbildning er mere end sved på panden. Den manglende evne til at kunne skelne mellem rigtigt og forkert, godt og ondt kan overmande og være en gentagende trussel for både det robuste og det skrøbelige menneske. Det er en krybende angst som besætter og tager magten over en, for hvordan kan vi selv skelne mellem det, der udspiller sig i virkeligheden og det som overmander en med rædsel, fordi man nok aner og fornemmer, at det også kan ske for en selv?

Italesættelse og det vi ikke kan tale om

Den angst, som ikke kan kanaliseres til frygt og dermed være noget, vi konkret kan forholde os til, f.eks. ved at udtale ”jeg er bange for”, udhuler ikke kun den enkelte, men tager alle relationer med i faldet, men hvad er forskellen på den angst som vi italesætter og den vi ikke taler om?

Der findes ikke en jordmor som ikke har set en kvindes angst for, at en anden kvinde skulle gå hen og tage hendes barn, dvs. at grundforholdet går i stykker. Det er en urangst, som vi ikke italesætter, fordi vi er bange for afsløringen. Vi er bange for, at verden skal se, hvor nøgne vi egentlig er.

Det siger sig selv, at nøgenhedens afsløring er uundgåelig. Som mennesker er vi født uden tøj på kroppen, men har hele tiden travlt med at trække det af hinanden, fordi vi vil se hvem vi står overfor.

Sløring og afsløring af egen og andres nøgenhed sætter os i et spændingsfelt, som vi ikke selv kan forløse. Det handler om opdragelse til og dermed regulering af at være med og uden tøj. Vi kan ikke selv bare smide tøjet, men må klædes af og her bliver det afgørende, hvordan det sker. En nøgenhed, som vi ikke selv kan bestemme over og ikke tør være ved, kan langsomt og dæmonisk æde et menneske op.

Nøgenhed som afsæt

Knausgård beslutter sig for at klæde sig selv og andre af, i et forsøg på at få hold på sin og verdens nøgenhed. På den måde ligner hans afsæt, hvad vi kan læse i Jobs bog. ”Nøgen kom jeg ud af moders liv, nøgen vender jeg tilbage”(Job 1,20) konstaterer Job i begyndelsen, hvorefter poesien og åndens verden åbner sig.

Konsekvensen af vores fælles nøgenhed medfører en etiske fordring. Ethvert menneske må i mødet med et andet menneske som sig selv, kunne forholde sig til den tid og det sted, hvor urangsten kan få lov til at forløse. Det gælder ikke kun i behandlingssystemet, i kirken eller hos socialrådgiveren, men for den sags skyld også på arbejdspladsen i indkøbscenteret eller i retssalen. På den måde er vi alle fødselshjælpere, når angsten stikker sit fæle hoved frem. Vi genkender den fra os selv, og vi gør plads til, at der bliver rum til et andet menneskes forløsning.

Far, mor og barn

”Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden” ( Joh 16,22).  Vi har i enhver familiedannelse og samspil fat i alle angstens spændingsfelter med den forløsende virkelighed, at en smerte glemmes, når glæden får plads. Det stiller ikke kun krav til behandlingssystemet om at inddrage familier i arbejdet med angst, men det ansvarliggøre os alle, fordi vi ikke lever uden at stå i forhold til en mor og far.

Urangsten i barnet er forbundet med fødslen, sådan som Freud beskrev det. Hos Kierkegaard får vi beskrevet, hvordan angsten for det at blive et selv hænger sammen med adskillelsen fra den første og primære verden i tillid til, at man selv kan stå i verden. Kompleksiteten i forholdet mellem angst og urangst består i, at mor og barn forbindes i en fælles fødselsfortælling, hvor faren er en slags befrier, fordi han kommer ind og hjælper med at kunne skelne, idet han ser mor og barn sammen og hver for sig.

Her vil jeg slutte med at henvise og citere Knausgård, som i fire årstidsromaner udfolde det, at blive et selv igennem det at blive far. Han skriver netop om det kvinden og barnet har brug for at høre, at før angsten ligger verden, men det er barnet som får os til at se os selv i den. En verden fuld af uendelig nåde.

”Nu hvor jeg skriver dette, ved du ingenting om noget, om hvad der venter dig, om hvilken verden du bliver til i. Og jeg ved ikke noget om dig. Jeg har set et utralydsbillede og lagt hånden på den mave du ligger i, det er det eneste”(..) ”Jeg vil vise dig verden, som den er, lige omkring os, hele tiden. Kun ved at gøre det, kan jeg selv få øje på den”.