Forfatteren Martin A. Hansen, hvis mest kendte værk er ”Løgneren”, som har været den største litterære succes hos Gyldendal, efterlod sig efter sin død et stort og komplekst forfatterskab. Først og sidst er MAH fortæller, men udtrykker samtidig i et brev til Thorkild Bjørnvig i 1947 en vis skuffelse over fortællingens livsbetingelser.

Det kan undre i dag, hvor der er så stor respekt omkring forfatterskabet, men i Martin A. Hansens sidste leveår fornemmede han måske allerede den distance, som man omkring 1970 lagde til hans værker. MAH kan ikke læses uden den historiske kontekst. 2. verdenskrig sætter en støvlehæl i forfatterskabet og selv om det ofte er grundigt camoufleret eller skudt tilbage i tid, træder det frem i bl.a. ”Offer”.

MAH var som kristendomslærer velbevandret i bibelhistorien og derfor er det i denne sammenhæng værd at se på den offerteologi, der knytter sig til præsteskriftet i Tredje Mosebog, hvilket er grundigt gennemgået af Jan Dietrich i antologien ”Gud og os”.

Dietrich konkluderer at præsteskriftet ikke fremstår som en traditionel kilde med arkaiske gudsforestillinger, men tværtimod ligesom profeterne og visdomstraditionen som en tekst med en tankegang, der abstraherer fra traditionelle gudsanskuelser og dermed baner vejen for senere spiritualiseringer, der anser bekendelse, bøn og hymner eller gode handlinger selv som ofre. For eksempel i Salmernes Bog 141,2: ”Tag imod min bøn som et røgelsesoffer og mine løftede hænder som et aftenoffer”. (s.92)

Denne abstraktion er værd at tage med i behandlingen og forståelsen af, hvorfor netop fortællingens livsbetingelser skuffes, idet den narrative fremskrivning af et stof lider under anfægtelsen af, i sig selv at være et offer. Måske var det denne erkendelse der langsomt sneg sig ind på MAH, at det ikke er muligt at skrive sig fri, at det man ser i øjeblikke, hvordan et land marcherer frem og bliver alt ødelæggende, ikke kan stoppes ved at pege på offerets pris (de 6. millioner jøder), men kun ved en fremadskridende besindelsen på det at være menneske.

MAH peger ikke entydigt på en kristologi, men han viser det primitive ved offerhandlingen. Dette offer knyttes til den mytologiske fortælling om Kain og Abel, som er grundstof for MAH og som Bjørnvig i Kains Alter (1964) beskriver som en uforsonlig konflikt mellem kunst og kristendom. En konflikt som MAH bekæmper med pennen ved at sammenskrive natur, historie og kristendom.

Er det da muligt at læse MAH´s ”Offer” kristologisk?

Allerede titlen ”Offer” står og lyner og har man været med den svigefulde degn på Sandøs jagt efter sneppen og dejlige piger, da ved man, at dæmonien kan blive sluppet løs i en grad, hvor sindet slår revner og jorden åbner sig under fødderne.

Fortællingen begynder nok så tilforladeligt: ”Solen smiler ad alting. Det er i Maj. ”Så skrider den: ”Vejret er dejligt, men tiden ikke.” (s. 51), men grum og trøsteløs fortsætter den og breder sig til læseren, hvor noget rives løs, som der ikke kan sættes ord på. Den første form er blevet til, mens MAH var gået under jorden og levede adskilt fra Vera og børnene, som konsekvens af engagementet i det illegale tidsskrift Folk og Frihed.

En ganske kort naturbeskrivelse slår stemningen an og foregriber det videre forløb i fortællingen; vejret er dejligt, mens tiden lader meget tilbage at ønske. Den er karrig, og det kniber med udkommet: ”Ageren er lille, for de har brugt af Saasæden til Brød. Og der er længe til Høst. Det kan være, bedre Folk endnu har lidt Mel, der er godt gemt. Andre maa klare sig uden. Men hvordan dog? Det ved han, som ved alt. ”Korte, præcise sætninger i præsens beretter om bekymringer, uvished og angst. Om de få, der endnu magter at hytte sig og sine, og de mange, som intet har at sætte deres lid til: ressourcerne svinder, både fysisk og mentalt.

Imens pynter naturen sig til højtid: ”Det var Dagen efter Kristi Himmelfartsdag. Vejret var gavmildt, ens mod alle. Marken tog Blomster paa inden Pinse. Hun havde nok at vælge imellem. Skoven var en brud, der valgte sig Smykker. Spejl mig Sø! Her er et lille Blad, klæder det mig ikke?” Med et skift til præteritum markeres et brud: naturen besjæles; den kerer sig ikke om menneskets bekymringer og nød, men pynter sig uanfægtet til den kommende højtid. Og så følger en dyster slutakkord, der sætter scenen: ”Men der var Brandlugt i Luften. Over de grønnede Skove trak der Røg. Mørk som angstfulde Tanker.” (s. 51)

MAH bruger de stærke naturbilleder som stemning og sammenfletter i bedste Grundtvigske stil natur og kristendom. Samtidig rumler historien i baggrunden, og MAH har i romanen ”Lykkelige Christoffer” vist, hvordan reformationshistorien kan bruges til at tale ind i nutiden med 2. verdenskrig. Historien er altså for skolelæreren MAH selv, blevet det øjebliksbillede, som kan være med til at abstrahere fra traditionelle gudsanskuelser. For i et øjeblik fornemmer vi gennem brændelugten at krigens rædsler ulmer underneden.

MAH er ikke sentimental i sin beskrivelse og han falder heller ikke tilbage i socialrealisme, han er som fagperson og som en lærer, der dagligt møder sine elever, kaldet, men også bundet af en etisk fordring og ”Offer” retter en voldsom anklage mod mennesker og ikke mod Gud, for det er her problemerne ligger og herfra, at alle ulykker udgår.

Fortællingen når sit højdepunkt af menneskets eviggyldige fejltagelse, da de to forældreløse børn Marie og Jakob ofres og MAH heller ikke undlader at være religionskritisk.

Marie må følge broderen ”et Trin ned”, og mens Kvindens øjne stråler stadigt stærkere, beder hun dem: ”I kan gaa frem for den almægtige Gud og bede for alle os Syndere, I to arme smaa, ”Hvor hedensk ritualet ellers er, er det stadig den kristne gud, man forlader sig på. Oppefra bliver der kaldt utålmodig:”-Anne, hold saa op!” Anne bliver blot ”mere bleg” og snerrer tilbage: ”-kujoner!” Marie løsner det lånte korsklæde og vil, at hun skal bringe det tilbage til dets ejer. Ypperstepræstinden ryster på hovedet og binder atter klædet på Marie, kysser hende på håret, og mens Jakob langer ud efter et nyt stykke brød, går hun langsomt op ad trinene: ”-Nu er mit Ende, sagde Kvinden og gik rask bort fra Graven./En mur af Mænd rejste sig tæt om Graven, og bølger af dødsort Jord væltede ned.” (s. 70)

MAH´s beskrivelse, af det for menneskets perspektiv nødvendige offers gru, fastnagler ansvarligheden. På den måde forbliver gudsforholdet et grundforhold, men med en indbygget kristologisk forståelse, idet Guds for en gang fyldestgjorte offer i Kristus har gjort os til brødre og søstre, som Marie og Jakob, der nådigt får korsklædet, judaskysset og brødet med i graven.

Afslutningsvis lader MAH den etiske dimension tone frem glimtvis ved at solen smiler, idet et lille efterspil trækker kernen i ”Offer” op. Mens bygdens ældre mænd sætter et ”Rigsgærde om Graven”, og ”en meget gammel Kone” samler blomster, som ”hun mumlende kaster på Graven”, så går fogeden rundt og efterlyser sin hustru, Anna. Omsider falder det en ind: ”Anna Fogeds gik jo ned mod Søen…dengang vi…”

Ingen tør følge den stovte mand, da han begiver sig ned til søen: ”Her er den åbne Søbred, hvor han har set sin Hustru bade engang, nøgen og skøn. Hun stod der i Juninatten, Vandet dryppede fra det lange Haar, og hun smilte: - Gaar det galt engang, saa søg mig her. /Manden kalder, og Ekkoet svarer som et Hjortebrøl, men Søen siger ingenting.” (s. 71)

MAHs slutter tilsyneladende med graven og søen, men opstandelsen ligger i navnene og den brølende kronhjort. Anna, Marie(a) og Jakob tilhører Jesu nærmeste familie og vennekreds og den brølende hjort er et billede som MAH også har brugt i ”Løgneren”. Hjorten spejler kødets opstandelse i muligheden for at springe let over graven (søen), mens hjortens brøl peger på det eneste mulige, men også nødvendige offer - salmen (Salmernes Bog 141,2: ”Tag imod min bøn som et røgelsesoffer og mine løftede hænder som et aftenoffer”), sådan som Jan Dietrich peger på.

MAH har kendt Grundtvigs salme ”Som tørstige hjort monne skrige” (DDS 410) som er en gendigtning af Salmernes Bog 42 og 43. På den måde undlader MAH ikke at forholde sig til den fulde trosbekendelse, nemlig 3. trosartikel med kødets og opstandelse og det evige liv, men det er lagt ind i novellen som en gradvis afsløring af det levende håb.

Bjørnvig, Thorkild: Kains Alter. Martin A. Hansens digtning og tænkning. Gyldendal, Kbh 1964

Dietrich, Jan: bidragyder i ”Gud og os”, Bibelselskabets forlag 2021

Hansen, Martin A. Mindeudgave 1-10, Gyldendal, Kbh 1969