Udtrykket ”når vi helligånder sammen” stammer fra Iben Krogsdals salme ”Vi finder fred i kirken”, som er med i 100 salmer. Her skriver hun i salmens strofe 5. ”Vi bliver set i kirken et sted vi helligånder luften sammen”. Menighedssang er en konkretisering af helligåndens fællesskab, og fællessangen er med til at bevare sammenholdet i en gudstjenestefejrende menighed, på tværs af de forskelligheder der må være.

Vi skal læse de bibelske salmer og hymner (salmer som findes i andre del af GT og NT) på en speciel måde. De er nemlig poetiske tekster, der som helhed er tænkt til at bruges både som personlige bønner og i gudstjenesten i templet og i synagogen.

Kirken har fra dag ét overtaget den bibelske ”salmebog” og fortsat den jødiske fromhed og kult. Meget tyder på, at den såkaldte gregorianske måde at synge salmerne på direkte stammer fra synagogen på Jesu tid.

Hvordan skal vi så bruge disse salmer? De skal ikke bare læses som de andre tekster, idet de er rytmiske og fulde af billeder, og deres stil skal respekteres. Eksempel: Herre, vor Herre! hvor herligt er dit navn over hele jorden! (Salme 8,2). Dette vers består af tre sætninger. Selv på dansk kan man høre en rytme. Den skal læses med en kort pause mellem hver sætning. De fleste gange består et vers i en salme kun af to sætninger. Prøv engang at læse dette omtalte vers nogle gange og fornem rytmen.

Når man beder de bibelske salmer på denne måde, inkluderer man også rytmen, hvilket er vigtigt. Den hører med til genren. Det er sådan salmerne synges f.eks. i klostrene på en gregoriansk melodi. Det tekniske problem er, at versinddelingen i oversættelsen ikke altid er korrekt, men teksten er dog opdelt i verslinjer, så det gør det muligt at læse versene rytmisk, altså med en kort pause mellem linjerne. Salmerne og hymnerne sammenfatter vores forhold til Gud og er grundlaget for kirkens og den enkeltes tro gennem hele kirkehistorien.

Et bud på en nutidig åndelig salmepraksis

Den kristne bønspraksis gennem salmerne hænger sammen med åndedrættet og kan styrkes igennem salmesang og læsning ved at fokusere på Gudsnærværet i åndedrættet. Dette kan bruges vejledende i individuel sjælesorg, men også i en gruppe.

”Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen” 1 Mos 2,7

Ånd ind og søg indad                                     Ånd ud og forbind dig med omgivelserne

Indånding – accepter, det som er.                  Udånding – giver dig selv til jorden.

Ånd ind op langs med kroppen.                     Ånd ud og søg jordforbindelse

Ånd ind og forbind dig med de                      Ånd ud og bevæg dig i ind i stilheden

fjerneste dele i kroppen.

Indåndingen gør kroppen længere og bredere.

”Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer”? 1 Kor 3,16

Udånding forbinder dele af kroppen samt skaber stabilitet og jordforbindelse.

Nogle gange er vejrtrækningen blød og sød, andre gange dyb og lang.

Nogle gange er udåndingen længere end indåndingen.

Andre gange er udåndingen kort og beslutsom.

Prøv at forlænge din opmærksomhed på åndedrættet ved at bede: ”fadervor, du som er i himlene…….”

Åndedrættet kan momentvis ligge i baggrunden af opmærksomheden, men det er altid grundlag for bevægelse – altid til stede.

”Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?” Matt 7,3

Spørgsmål relevant for arbejde med vejrtrækningen:

• 1)Glemmer jeg at trække vejret, når noget bliver svært eller hårdt?
• 2)Har jeg fokus på vejrtrækning
• 3)Har jeg nogensinde fokus på vejrtrækningen i samvær med andre?
• 4)Hvad sker der med mig, når jeg bliver forpustet? Hvordan reagerer jeg?
• 5)Lunger og hjerte ligger i samme rum i kroppen. Hvordan føles pladsen i det rum?
• 6)Hvad sker der med mig, når jeg i længere tid har fokus på vejrtrækning?

Opmærksomhed på vejrtrækning kan suppleres med at synge eller læse en salme fra salmebogen, eller ved at læse fra Salmernes bog i Det gamle Testamente. Opmærksomhed på vejrtrækning er en fordybelse i at være en del af skaberværket. Den afføder en taknemmelighed som giver overskud til, at række ud mod medmennesket med større kærlighed og barmhjertighed.