Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Hjertemeditationer i december

Hjertemeditationer i december
Udgivet fre d. 2. dec 2022, kl. 14:26
Præstens klumme

Det er ikke kun julen der er hjerternes fest. Hele december måned og adventstiden er en besindelse på hjertets opmærksomhed. For mig begyndte den dog allerede ved Alle Helgen, hvortil nedenstående digt ”Fuglebrystets requiem” er skrevet.

Var det Adam eller Eva,

der lagde en knogle til?

Jeg spørger, fordi mine ribbens knoglekasse knager og brager

som et skib i stormvejr,

mens jeg forskrækket ser,

hvordan min brystkasse spænder sig ud

i et fuglebryst,

og jeg må bryde ud i sang:

 

Løft dig, mit hjerte, løft dig

ud af brystet

for du kan ikke være der!

 

I brysthulen bor min elskede

min morgen og min aften,

min nat og min dag

 

Hvem har forsynet Ibisfuglen med visdom,

  • men glemt menneskehjertets vingefang?

 

Hvordan havde du tænkt dig det, min Gud?

Var det en konstruktionsfejl uden klagevejledning

-da du tog mit ribben

forvandlede mit hjertekammer til et ekkorum

for dig min elskede

Mit hjerte hænger i luften

 

Første søndag i advent og palmesøndag er der tradition for at synge ”Gør døren høj” (DDS 84, Georg Weissel 1642), som indledning til henholdsvis jul og påske. Strofe 6 indledes med ”Jeg hjertets dør vil åbne dig”. Prædikenteksterne til begge søndage i 1. tekstrække er Matt 21,1-9 om indtoget i Jerusalem. Det indvarsles med Jesu komme, ikke kun ind i Jerusalems port, men Jesus selv vil åbne og træde ind ad hjertets dør, og salmen udtrykker herved den enkelte kirkegængers personlige hjertedørs åbning.

Vi har ikke kun baggrundsteksten i Det nye Testamente, men også fra processionssalmen i Det gamle Testamente, Salme 24, hvor menigheden står indenfor templets vældige porte. Idet der siges: ”Løft jer i porte”, gøres døren nu høj og porten vid, for at ærens konge kan komme ind. ”Hvem er denne konge?”, spørges der.  ”Det er Herren, stærk og vældig, Herren, vældig i krig”, svares der. Nu ridder ærens konge ind på et æsel, et trækdyrs føl og hyldes som den konge, der fortælles om ved profeten Zakarias (Zak 9,9). Med hyldest åbner menigheden munden og hilser kongen ”Hosianna, Davids søn”. I Weissels salme er den dør, der åbnes for Herren en hjertets dør med ordene ”jeg hjertets dør”. Det er altså ikke den enkelte selv, der kan åbne sit hjerte, men hjertet åbnes indefra ligesom i processionssalmen, når munden åbnes til sang og lovprisning for Herren. (DDS 84, v. 6)

Jeg hjertets dør vil åbne dig,

o Jesus, drag dog ind til mig!

Ja, ved din nåde lad det ske,

at jeg din kærlighed må se!

Med højtidens indsyngning ved advent og palmesøndag vender vi os nu til julesalmens hjertemeditation i Brorsons julesalme ”Mit hjerte altid vanker” (DDS 125).

I salmen ”Mit hjerte altid vanker” introduceres hjertesproget allerede i første linje. Vi er i Betlehem, vi er i krybberummet, vi fejrer jul, men i det rum skal vores hjerte altid vanke, for der har vores længsel hjemme, der har vores tro sin skat, som Brorson skriver ”jeg kan dig aldrig glemme, du søde julenat”. Brorsons mediterende hjerte vil ikke blive i brystet, men løfter sig mod himlen som en fugl på vinger ind i hjertets frydeslot. På den måde bruger han hjertet som det himmelvendte, som også har den egenskab at det kan løfte sig som fuglen på vej mod sin himmelske bolig. (DDS 125 v. 2)

Du mørke stald skal være

mit hjertes frydeslot,

dér kan jeg daglig lære

at glemme verdens spot;

dér kan jeg bedst besinde,

hvori min ros består,

når Jesu krybbes minde

mig ret til hjerte går.

 

Allerede i tredje strofe, der indledes med et ak, begynder syndsbevidstheden at nage over denne slemme jord, som ikke kunne tage ordentligt imod frelseren selv. Bevidsthed gør os tavse, hvad har vi at sige, når vi tænker på hvordan Gud af himmerige, i stalden ligge må.

Også sidste vers indledes med et ak. Ligesom hyrderne der lå ude på marken og frøs, men blev budt ind i stalden med englesang, skal vi nu også komme ind i varmen. Selvom det er i krybberummet, vores hjerte hører hjemme og skal vanke, så er det ikke så nemt endda. ”Ak, kom! jeg vil oplukke mit hjerte, sjæl og sind”. Vi er i den dybeste nød, men nu med tusind længselssukke, fortsætter Brorson at henvende sig og synge Jesus ind, og med fuld fortrøstning siger han så ”det er ej fremmed bolig, du har den selv jo købt”. Gud der har ladet sig føde i en stald julenat og ladet sin søn svøbes og ligge i en krybbe, han er også den, der kan svøbe menneskers hjerte. Brorson bruger her hjertet som krybberum. Gud har bevæget sig nedad og ind i hjertet, hvormed det et blevet åbnet og kan stige opad.

Salmen er en mediterende og stadig dybere indtrængen i den hellige virkelighed. Meditationen slutter i det øjeblik, hvor den fuldstændige tilegnelse har fundet sted, og er pietismens meget radikale applikation, om menighedens eller den andagts-udøvendes lidenskabelige ansøgning om, at blive optaget i den hellige virkelighed.

Man kan her tale om en applikation, hvor den troendes indlevelse i den fjerne episke virkelighed dramatisk iscenesættes af den troendes egne sjælelige og legemlige reaktioner på sin fordybelse og andagt. Som applikation bliver bibelmeditationen en tekstfortolkning, hvor den troende ikke blot tilegner sig meningen og de poetiske billeder, men omformer sig i disse billeders billede.

Som vi har set i ovenstående eksempel fra Brorsons julesalme, bruges hjertet billedligt og meditativt i en pietistisk himmelsk rettethed, hvilket ikke kun inspirerer til at bruge hjertet ”ret”, men også til at investere det i hjerternes fest.