Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Med glans opdukker sol igen – Ingemanns morgen og aften

Med glans opdukker sol igen – Ingemanns morgen og aften
Udgivet ons d. 29. jun 2022, kl. 15:53
Præstens klumme

I min præstevenindes soveværelse hænger der et kæmpe maleri af en solnedgang. Hun har fået billedet foræret af et af sine sognebørn, og da hun sad ved malerens dødsleje, fortalte hun ham, at hun satte stor pris på billedet. Da var det, at han afbrød hende og sagde: ” -det er ikke en solnedgang, men en solopgang”.

Hvad er forskellen? – ja vel næppe til at se, og lige præcis dette sammenfald findes i Ingemanns digtning. Hans morgen- og aftensange, som er nogle af de mest folkekære salmer, er med til at sætte vores liv i perspektiv. Aftensangene giver på samme måde som morgensangene udtryk for Ingemanns verdensbillede og hans gudsopfattelse. Alligevel er de helt anderledes, da deres udgangspunkt ikke er solopgangen og dagens blændende lys, men solnedgangen og nattens bælgmørke, som lyset alligevel trænger igennem.

I Ingemanns barndom i Thorkildstrup forekom skyformationerne ham som mægtige bjerglandskaber, borge, tårne og tinder. Det er de billeder, han trækker med sig ind i aftensangene. Og den mest storslåede skildring af en solnedgang i dansk digtning, den finder man i hans salme ”Der står et slot i Vesterled”. (DDS 775) Netop denne salme kan sammenkobles med kirkerummet og med morgensalmen ”I østen stiger solen op”. (DDS 749) For vi fornemmer morgenlysets begyndelse i kirkerummet, hvor alteret vender mod øst. Når solen har gennemløbet sin bane, går den ned i vest. På den måde er salmen og kirkerummet et pædagogisk eksempel på verdenshjørnerne. Vi kan orientere os ikke kun gennem solens op og nedgang, men også i selve kirkerummet.

Ingemanns barndomsoplevelser af skyerne, der hæver sig som en himmelsk borg, glider sammen med et syn af det himmelske gudsrige, det ny Jerusalem, det Paradis, hvor menneskelivet forklares i det evige guddommelige lys. Først som fantasi og drøm, der bliver fastholdt som håb, og derefter som den virkelighed, han møder og bliver taget med ind i – et slot der opløses i en solnedgang.

Ingemanns poetiske billeder er præget af enkelhed og bevæger sig i det velkendte – solen, skyerne, bjergene. Det kan være en af grundene til, at hans salmedigtning aldrig har fået den samme anerkendelse som Kingo, Brorson og Grundtvig. Nærmer man sig de dybere og mere symbolske lag i billedsproget, så er det i Ingemanns digtning, at vi finder den store mester, som dybt i grunden kender og fastholder sine billeder, som bliver ved med at lutre dem, så de fremstår i den mest enkle og forfinede form. (jf. Den store mester kommer DDS 612)

Billedet af slottet i Vesterled er et paradisbillede, som handler om at komme hjem. Ingemann har som lektor og forstander på Sorø akademi fundet en grundtekst til dette billede hos det symbolske digt ”De sorte Riddere” fra 1812 om Holger Danske, som har haft lignende barndomsoplevelser. Tidsmæssigt befinder digtet og Ingemann sig begge i romantikken, hvor naturen besjæles. I digtet om Holger Danske beskrives det, hvordan hans egne barndomsdrømme livet igennem, har fået ham til at søge efter dette slot. I digtet ”Trylleslottet” beskrives den himmelske borg på følgende måde:

”Og Slottet stod paa en himmelsk Ø

Paa Bjergets straalende Tinde.

Altanen sig speiled i glødende Sø,

Der stod den dejlige kvinde”.

Dette eventyrlige billede svarer til ungdommens og manddommens livserfaring, symboliseret i de to kvindeskikkelser, Gloriant og Morgana, hvor henholdsvis drømmen og den virkelighed, der overgår drømmen, er en forskel, der antydes ved at slottet opløses i solnedgangen.

”Det var mig som kjendte jeg Synet godt

Alt fra mine Barndomsdrømme

I skyen saae jeg Morganas Slot;

Det svømmed på Rosenstrømme”.

Morganas ø og hendes slot er et billede på den modne kristne tro og på Guds riges virkelighed, sådan som Ingemann selv havde oplevet den. I en udgivelse af Ingemanns efterladte skrifter fortælles der i forlængelse af hans dødsleje:

”Da solen på denne hans sidste Dag her i verden, som var d. 24 februar 1862, var ved at gå ned lod han gardinet trække fra vinduet, for endnu en gang herneden at se solens glans fra himmelen. Selve den nedgående sol kunne ses fra sydvest, da vinduet vender mod syd, men kunne dog ikke ses af Ingemann, således som han lå med ansigtet mod sydøst, men han kunne se dens gjenskin. Da det beklagedes, at han kun kunne se gjenskinnet, sagde han med et glad smil: ”Jeg er godt fornøjet med hvad jeg så og lod gardinet atter trække ned.”

For Ingemann var solens lys et genskin fra Guds rige, fra Paradis. Solnedgangen var et genskin af det Nye Jerusalem, ikke kun som et poetisk billede, men som en symbolsk virkelighed, det nærmeste mennesker for ham kunne komme på Gud.

Litteratur:

Balslev-Clausen, Peter: Salmedigteren B.S. Ingemann, Religionspædagogisk center

1989